Borgere er bekymrede for sundhedssektoren – af Line Krogh Lay

Lørdag 12. januar var jeg i Faxe Ladeplads for at tale med folk om, hvad de synes er vigtigt i forhold til det kommende folketingsvalg. Med mig havde jeg Radikales Venstres dygtige lokalformand, Majbritt Egelund Rasmussen.

Vi oplevede, at mange udtrykte bekymring for sundhedsområdet. Den samme oplevelse havde jeg i november, da jeg var i Faxe for at tale med folk. Fx nævntes udfordringen med at rekruttere SOSU-assistenter, lange ventetider og personale, der har alt for travlt. Statsministerens planer om en ny sundhedsreform og mulig nedlæggelse af regionerne vakte også usikkerhed blandt flere af de borgere, vi talte med. Det er uklart, om den vil resultere i et demokratisk underskud og yderligere centralisering af og besparelser på sundhedssektoren og andre områder, som regionerne varetager.

Alle disse bekymringer deler jeg!

Især var der frustration over, at man skal køre 70 kilometer til Slagelse Sygehus, frem for at bruge det nærmeste i Køge, som endda skal være et supersygehus. Det kan jeg godt forstå, at mange finder mærkeligt og irriterende.

Tak til dem, som brugte lidt af deres dag på os og for de mange gode samtaler. Vi fik flere personlige historier, som berørte os dybt. Skriv endelig til mig på linekroghlay@outlook.dk, hvis du har noget på sinde i forhold til det kommende folketingsvalg, eller til Majbritt på majbritt@radikalefaxe.dk, hvis det drejer sig om kommunalpolitik. Jeg kommer også gerne ud til en kop kaffe og en snak, hvis I ønsker at drøfte, hvilken vej Danmark skal.

Line Krogh Lay
Folketingskandidat for Radikale Venstre
Skolemarken 3, St. Heddinge

https://sn.dk/Debat-Faxe/Laeserbrev-Borgere-er-bekymrede-for-sundhedssektoren/artikel/805048

https://faxenyt.dk/?Id=16328

http://faxe.netavis.nu/radikal-samtaledag-faxe-ladeplads/

Skriv et svar