Masser af vilje til integration hos borgerne – af Line og Majbritt

Lørdag d. 26. maj var Radikale Venstres kandidater og medlemmer over hele landet ude på gader og stræder for at tage pulsen på integrationen i Danmark. Naturligvis også her i Faxe Kommune, hvor vi i Haslev og Faxe Ladeplads havde mange inspirerende og yderst konstruktive samtaler med borgerne.

De fleste ønsker blot, at de ansvarlige politikere begynder at tale sammen om reelle løsninger frem for at føre skyttegravskrig og jagte de hurtige overskrifter. Fælles for alle, vi talte med, var, at de ønsker, at integrationen skal lykkes til gavn for alle borgere – nydanske som etnisk danske. Så derfor – hvis vi kan være enige om målet, kan vi så ikke begynde at debattere integration på en konstruktiv måde? Det tror vi på.

Mange af de borgere, vi talte med, har udfordringerne inde på livet i deres dagligdag og havde gode input. Fx at tosprogede, nye medborgere ikke skal ses og behandles som én samlet masse. Vi skal se mere nuanceret på det for at adressere de udfordringer, der er blandt nogle grupper – uden at generalisere, nedgøre og påtvinge alle de mange velintegrerede og velfungerende nye borgere generende og unødvendige tiltag. Og faktisk kan selv små tiltag ofte gøre en enorm forskel.

Der blev udtrykt et ønske om en mere ligelig fordeling af nytilkomne borgere i boligområder, på institutioner, skoler og ungdomsuddannelser samt et stort behov for at få vores nye medborgere hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Vi oplevede stor vilje blandt både borgere og virksomheder til at løfte opgaven, men rammerne kan spænde ben. De barrierer skal der gøres noget ved på politisk plan. God integration sker, når vi mødes i hverdagen og lærer hinanden bedre at kende på kryds og tværs af kulturer og religioner.

Tak til alle som ville bruge lidt af jeres tid på den smukke solskinsdag på at dele deres tanker, bekymringer, håb og idéer med os. I har hjulpet os til at blive lidt klogere på, hvordan vi kommer ud af dødvandet og i gang med arbejdet. Vi skal skabe reel integration og italesætte og tilgå udfordringerne på en konstruktiv og værdig måde.

God integration foregår hele tiden. Det går godt for langt de fleste og med fælles indsats, tror vi på, at vi kan finde løsninger på udfordringerne.

Line Krogh Lay
Skolemarken 3, 4660 St. Heddinge
Folketingskandidat i Faxe-kredsen for Radikale Venstre

Majbritt Egelund Rasmussen
Teestrup Bygade 27, 4690 Haslev
Formand for Radikale Venstre i Faxe Kommune

https://sn.dk/Debat-Faxe/Masser-af-vilje-til-integration/artikel/749966

http://faxe.netavis.nu/masser-vilje-integration-borgerne/

http://faxenyt.dk/?Id=15458

Skriv et svar