Styrk Folkeskolen fremfor at svække friskoler – af Line Krogh Lay

Det bekymrer mig, at Socialdemokratiets folketingskandidat, Tanja Larsson, udtrykker ønske om at skære i friskolernes tilskud. Det vil være til skade for bosætning og vækst i kommuner som eksempelvis Stevns og Faxe, hvor der er forholdsvis langt mellem folkeskolerne og flere velfungerende friskoler. Det bliver et nej tak her fra til det forslag!

Vi skal holde os på tæerne i forhold til at styrke folkeskolen, så folk vælger den til – ikke undergrave friskolerne og skære i deres tilskud.

Folkeskolen skal fortsat være hele Danmarks skole, hvor vi mødes på tværs af sociale og kulturelle skel og dannes som mennesker, men varierede skoletilbud er også en styrke. Flere valgmuligheder, tiltrækker nye borgere.

To friskoler opstod som følge af lukningen at tre folkeskoler i Stevns Kommune i forrige valgperiode. Dette hovedsageligt som tilvalg af den lokale skole. Den daværende kommunalbestyrelse solgte lokalerne til dem og gav dem lov til at føre dem videre. En beslutning Radikale ikke var en del af. Som konsekvens bør man dog anerkende deres eksistensberettigelse.

Friskolerne i landkommunerne er først og fremmest lokale skoler, som skaber liv i nærområdet. Deres elever og forældre er borgere og betaler skat på lige fod med alle andre.

Så lad os, i stedet for at skyde på friskolerne, investere i bedre rammer i Folkeskolen og bedre muligheder for forberedelse for lærerne, så de kan forberede god og varieret undervisning og undgå flere skolelukninger. Dette kan kommunerne ikke løfte alene. Folkeskolereformen er underfinansieret. Det er vi nødt til at løse landspolitisk, så kommunerne kan fastholde niveauet!

Line Krogh Lay (folkeskolelærer)
Folketingskandidat i Faxekredsen og Køgekredsen
Kommunalbestyrelsestyrelses-medlem Stevns
Radikale Venstre

https://sn.dk/Debat-Stevns/R-Styrk-Folkeskolen-fremfor-at-svaekke-friskoler/artikel/841765

Skriv et svar