Verdens bedste velfærdssamfund? For nogen!

Vi bryster os af, at vi i Danmark har verdens bedste velfærdssamfund, hvor alle borgere har samme rettigheder og muligheder. Men virkeligheden er en anden. Solidariteten og fællesskabet – den bærende del af vores samfund – er under pres. Der er nemlig stor forskel på, hvilken service din kommune yder dig – om du bor i Faxe eller i en velhavende kommune.

Og det handler ikke om, at dine lokalpolitikere ikke forstår at forvalte dine skattekroner ordentligt. Det handler om, at nogle kommuner har flere penge end andre at bruge på service som ældrepleje, normeringer i børnehaverne og hjælp til familier med handicap inde på livet.

Derfor er der brug for, at dem, der har meget, giver til dem, der har lidt.

Det kaldes solidaritet. Men i kommunalt fagsprog kaldes det udligning. Udligning – eller solidaritet mellem de rige og de fattige kommuner har vi haft i mange år. Men det fungerer ikke. Der er brug for en udligningsreform, som tager udgangspunkt i de økonomiske udfordringer, der er i visse kommuner. Ellers står vi pludselig med et Danmark, hvor der – trods landspolitiske målsætninger om at sikre kernevelfærd og ensartet serviceniveau på tværs af landet – kan være enorme forskelle på den velfærd, der ydes til borgerne.

Faxe er ligesom andre kommuner i Region Sjælland ramt af et stigende antal ældre. Det i sig selv er der ikke noget galt med – det er dejligt, at vores borgere lever i lang tid. Men med økonomiske briller betyder det stigende udgifter på sundhedsområdet og faldende indtægter på skatteområdet.

Det koster penge. Mange penge. Derfor siger vi: Lav en udligningsreform, der er velgennemtænkt og rent faktisk tager hensyn til de reelle udgifter i kommunerne.

Så kan vi igen med stolthed i stemmen sige, at vi – alle sammen – har verdens bedste velfærdssamfund i Danmark.

Line Krogh Lay
Folketingskandidat for Radikale Venstre i Faxe-kredsen

Majbritt Egelund Rasmussen
Formand for Radikale Venstre i Faxe Kommune
Teestrup Bygade 27, 4690 Haslev

http://faxe.netavis.nu/debat-verdens-bedste-velfaerdssamfund-nogen/

https://faxenyt.dk/?Id=17143

Skriv et svar